K-Jacobsen har hjulpet landets 7 professionshøjskoler (University Colleges) med at igangsætte en fælles udvikling af digital bygningsdrift (Facility Management).
Første etape er overstået. Her har man udarbejdet en fælles digital FM-strategi og gennemført et EU-udbud for en fælles it-platform, der skal være grundlaget for at overgå til fuld digital Facility Management.
Vilje til samme retning
Bygningscheferne for de 7 professionshøjskoler har regelmæssigt fællesmøde og laver projekter sammen. Men iværksættelsen af en fælles opgave med udvikling af digital bygningsdrift handlede også om den rette timing – som at alle kunne se fordelene i en fælles indsats – økonomibesparelser, mulighed for benchmarking pga. fremtidige sammenlignelige data, optimering af daglige opgaver mv. Men den vigtigste faktor er tilstedeværelsen af viljen til at ville et tæt samarbejde.
Fælles platform og videreudvikling
I bedste musketerånd løber samarbejdet videre, idet de 7 bygningschefer har besluttet at drive en fælles tværgående erfagruppe kaldet UCFM Digital Konvergens. Et tiltag som K-Jacobsen har udviklet.
Formålet med erfagruppen er, at den skal den have et tæt samarbejde med it-leverandøren og sikre, at implementeringen af it-systemet for Facility Management sker efter planen såvel som at sørge for at koordinere individuelle udviklingsønsker i et rationelt forløb for de 7 professionshøjskoler.
Erfagruppen skal også varetage en videreudvikling digital Facility Management ved løbende at evaluere og udarbejde nye arbejdsmetoder og uddanne UC-medarbejdere i it-systemet. Det er også at bistå med integrationen til øvrige it-systemer i administrationen, at udvikle UC-standarder og opsætning af data til strategiske ledelsesinformationer.